
kolding.net, MiddelfartNET, Stribnet, Lunderskov Antenneforening og Vejle Antenneforening skal fremover selv stå for at levere internet og tv til antenneforeningernes medlemmer. Aftalen sikrer en let overgang for antenneforeningernes medlemmer, efter at den nuværende aftale mellem Norlys og antenneforeningerne skal stoppe.
I forbindelse med at Norlys’ fiberselskab, Sinal, skulle have myndighedernes godkendelse til at købe fibernettet i trekantområdet, var Norlys nødt til at give tilsagn om at afslutte det nuværende samarbejde om levering af tv og internet via antennestikket med en række antenneforeninger i området.
Derfor har antenneforeningerne de seneste måneder i samarbejde med Norlys arbejdet på en god løsning for forsyning af internet og tv til de berørte medlemmer. Når den tekniske løsning er på plads, vil det være et samarbejde mellem foreningerne, der i fællesskab står for at levere tv og internet via antennestikket til foreningernes medlemmer.
Aftalen betyder, at medlemmerne i de fem antenneforeninger kan beholde deres nuværende udstyr til deres internetforbindelser og derfor ikke skal foretage sig noget i forbindelse med skiftet.
– Vi har haft et mangeårigt og godt samarbejde med Norlys, og vi er glade for, at vores fælles aftale betyder en så enkel og overskuelig overgang for medlemmerne i alle fem antenneforeninger som muligt, og at vi også fremover kan tilbyde medlemmerne stabilt internet og et bredt udvalg af tv-kanaler, siger Steen Christensen, der er bestyrelsesformand i kolding.net.
Antenneforeningerne arbejder på snarest muligt at overtage internet- og tv-leverancen til medlemmerne og forventer, at det tidligst sker i løbet af sommeren 2026. Medlemmerne bliver kontaktet af deres lokale antenneforening, når overdragelsen af internet og tv nærmer sig. Medlemmerne kan fortsætte med deres tv-pakke og vil ikke opleve ændringer i deres produkter.
Se evt. også stillingsannonce angående det fremtidige samarbejde: Vi søger 4 medarbejdere til kontor og medlemsservice
Hilsen Bestyrelsen